Børn skal ikke gå rundt med voksnes bekymringer – men mange gør det alligevel. De bekymrer sig om skolen, vennerne, klimaet, eller om mor og far har det godt. Nogle børn bliver stille og tænksomme, andre urolige og rastløse. Fælles for dem er, at deres nervesystem arbejder for hårdt, alt for tidligt.

Som psykologbehandling møder jeg mange forældre, der er bekymrede for deres barns bekymringer. De fortæller om børn, der græder ved sengetid, har ondt i maven om morgenen, eller som ikke vil afsted i skole. Ofte handler det ikke om det konkrete problem – men om barnets manglende redskaber til at regulere sine følelser.

Hos en børnepsykolog arbejder man med at hjælpe barnet til at forstå, hvad der sker indeni. Børn har ikke altid ord for deres bekymringer, men de viser dem i handling: vrede, tilbagetrækning, kontrolbehov eller perfektionisme. Terapi handler derfor ikke kun om at tale, men om at skabe trygge oplevelser, hvor barnet mærker, at følelser kan komme – og gå igen.

Bekymring hos børn er ofte et udtryk for ansvarsfølelse. De vil gerne gøre det rigtigt, hjælpe, passe på. Det er smukt – men også tungt. Når et barn tror, det skal løse alt, bærer det en vægt, der ikke hører hjemme på små skuldre.

Forældre spiller en afgørende rolle i at lette det pres. Det handler ikke om at fjerne alle problemer, men om at hjælpe barnet til at forstå, at verden godt kan være uforudsigelig, uden at den er farlig. Den bedste støtte er ofte ro – ikke forklaringer, men tilstedeværelse. Et barn, der mærker, at den voksne kan rumme det svære, lærer gradvist at gøre det samme.

I en tid, hvor børn møder information og forventninger fra alle sider, bliver følelsesmæssig regulering vigtigere end nogensinde. Det handler ikke om at undgå ubehag, men om at kunne være i det. Når børn lærer, at følelser ikke er farlige, vokser deres robusthed.

Forældre, der tør møde deres barns bekymringer med nysgerrighed i stedet for frygt, viser barnet, at følelser ikke skal løses – de skal forstås. Og det er måske det vigtigste fundament for et trygt liv: at vide, at man kan være bange, ked af det eller urolig – og stadig være okay.

Når et barn får lov til at dele sine bekymringer uden at blive mødt af hurtige løsninger, sker der noget stille men vigtigt. Nervøsiteten begynder at falde, fordi barnet mærker, at det ikke står alene med det svære. Mange forældre opdager, at deres egen ro er den stærkeste medicin – ikke ordene, men tonen, blikket, nærværet. Når et barn oplever, at voksne kan rumme det, lærer det også selv at gøre det. Tryghed smitter. Og i den tryghed vokser barnet ikke væk fra sine bekymringer, men igennem dem – med en ny forståelse af, at tanker og følelser kan komme og gå, uden at de behøver styre alt.