Vi fik vores hvalp da min ældste var fem og min yngste var tre. Alle sagde det var en dårlig ide at have så små børn og en hvalp samtidig. Og ærligt? De havde lidt ret. Det var kaos de første seks måneder. Men nu to år senere vil jeg faktisk sige at det var en af de bedste beslutninger vi har taget som familie. Det var bare meget hårdere end jeg havde forestillet mig, og der er en masse ting jeg ville ønske nogen havde forberedt mig på inden vi kastede os ud i det.

Den første måned var helt ærligt forfærdelig. Jeg havde læst om at hvalpe kræver meget arbejde, men jeg havde ikke regnet med hvor meget ekstra arbejde det var at have små børn OG hvalp samtidig. Hvalpen bed i børnenes hænder når de legede. Børnene skreg. Hvalpen blev exciteret af skriget og bed mere. Jeg skulle konstant være imellem dem, stoppe hvalpen, berolige børnene, og jeg fik intet andet lavet. Der var dage hvor jeg græd af udmattelse fordi jeg ikke kunne nå at lave mad før kl 20 om aftenen fordi jeg konstant skulle holde øje med alle. Min partner var på arbejde, så fra kl 7 til 17 var det bare mig, to små børn, og en sindssyg hvalp. Det var for meget.

Det blev gradvist bedre

Efter omkring tre måneder begyndte tingene at falde på plads. Hvalpen blev lidt roligere. Børnene lærte gradvist hvordan de skulle opføre sig omkring hunden. Jeg lærte at strukturere dagen bedre så alle fik hvad de havde brug for. Men det tog tid. Meget tid. Og tålmodighed jeg ikke anede jeg havde i mig. Der var uger hvor jeg tænkte at vi havde lavet en kæmpe fejl, at vi burde have ventet til børnene var ældre. Men jeg var også for stædig til at give op, så vi pressede igennem.

Det der hjalp mest var faktisk at få professionel hjælp – hundetræning specifikt til familier. Lene Kaufmann lærte både os voksne og børnene hvordan vi skulle håndtere hvalpen. Det var ikke bare hundetræning – det var familietræning. Hvordan børnene skulle bevæge sig omkring hunden. Hvilke lyde der gjorde hvalpen exciteret og hvilke der beroligede. Hvornår hunden havde brug for ro og hvordan børnene kunne respektere det. De ting gjorde kæmpe forskel. Pludselig havde vi nogle redskaber i stedet for bare at fumle os igennem.

Børnene lærte ansvar på den hårde måde

Min ældste lovede hun ville gå tur med hunden hver dag. Det holdt i to uger. Så var det for koldt. Eller for kedeligt. Eller hun havde ikke tid. Så blev det mig der gik tur. Jeg var irriteret i starten, men så indså jeg at fem år er for ungt til det ansvar. Jeg havde haft urealistiske forventninger. Nu hjælper hun i stedet på andre måder – hun fylder hundens vandskål, hun rydder legetøj op før hunden kommer ind, hun giver godbidder når vi træner. Det er ansvar der passer til hendes alder.

Min yngste havde sværere ved at forstå at hunden ikke var et legetøj. Hun ville konstant kramme hunden, ligge ovenpå den, trække i ørerne. Hvalpen tolererede det forbløffende godt, men det var ikke okay. Vi måtte virkelig arbejde på at lære hende at hunden havde grænser. Det tog måneder. Bogstaveligt talt måneder af at sige “blid, blid” hundrede gange om dagen og fysisk vise hende hvordan. Men nu er hun seks og hun er faktisk ret god til at læse hundens signaler. Hun kan se når hunden vil have fred og respekterer det. Det er kæmpe fremskridt.

Hygiejne er en udfordring

Små børn er ikke gode til hygiejne. De klapper hunden og putter så fingrene i munden. De sidder hvor hunden lige har ligget. De kysser hunden på snuden. Jeg prøvede at stoppe det i starten men det var håbløst. Nu vasker vi bare hænder konstant. Efter klapning af hund, før mad, efter leg. Vi vasker hænder hele tiden. Det er blevet automatisk for børnene nu. Og hunden bliver børstet ofte og holdt ren så der i hvert fald ikke er unødvendigt meget snavs.

Jalousien var reel

Mine børn var ikke forberedte på at hunden skulle have opmærksomhed. De var vant til at være i centrum. Pludselig skulle jeg bruge tid på at træne hunden, gå tur med hunden, lege med hunden. Der var jalousi. Især fra min yngste der følte sig forbigået. Vi måtte være meget bevidste om at give børnene deres egen tid også. Fortælle dem at de stadig var vigtige. Involvere dem i hundeaktiviteter så de følte sig inkluderet i stedet for forbigået. Det tog nogle måneder at finde balancen.

Nu er de uadskillelige

I dag er mine børn og hunden bedste venner. De leger sammen, hunden sover i deres senge (ja jeg ved det ikke er optimalt men kæmp dine kampe), de går ture sammen. Min ældste læser for hunden når hun skal øve læsning. Min yngste fortæller hunden sine hemmeligheder. Det er virkelig smukt at se. Og jeg tror faktisk børnene har lært mere om empati, ansvar og tålmodighed gennem hunden end de ville have lært på nogen anden måde. Det var bare sværere at komme dertil end jeg havde forestillet mig.

Hvad jeg ville anbefale

Hvis du har børn under seks år og overvejer hvalp – vær forberedt på at det er hårdt. Ikke umuligt, men hårdt. Du skal have overskud til at håndtere både små børn og hvalp samtidig. Du skal være hjemme meget i starten. Du skal have tålmodighed og energi. Hvis du allerede føler dig overbelastet, så vent. Det er okay at vente til børnene er lidt ældre eller til du har mere overskud.

Men hvis du gør det: få professionel hjælp fra starten. Involver børnene i hundeaktiviteter på alderssvarende måder. Vær realistisk om hvad børn i forskellige aldre kan håndtere. Og vær tålmodig med jer selv – det tager tid for alle at finde balancen. Men når det først fungerer, er det ret fantastisk at se sine børn vokse op med en hund de elsker.