De bedste børnebøger er tidløse

Bedste børnebøger

De bedste børnebøger forlader os aldrig rigtigt. De er tidløse. De følger os gennem livet, om så det er fordi, vi selv vender tilbage til dem en gang i mellem for fornøjelsens skyld, eller fordi vi ønsker at dele dem med andre: Børn, niecer og nevøer og måske en dag også børnebørn.

De bedste historier bliver hos os, og de historier som kommer ind i vores liv på det helt rigtige tidspunkt, har det også med at finde en speciel plads i vores hjerter.

Nogle af disse bøger er naturligvis de klassiske børnebøger – der er jo en grund til, at de er blevet klassikere. Om så man flyver med Peter Pan til Ønskeøen, leger med Mowgli i junglen, tager med Alice en tur i Eventyrland eller måske hygger sig med Peter Plys og alle de andre skønne plysdyr i Hundredmeterskoven, er der altid en skøn historie at begive sig ud på i selskab af en god bog, og måske – hvis man er heldig – er der en, som er klar på at tage med på turen og læse højt.

Hyggelig højtlæsning

Højtlæsning er en fantastisk måde at være sammen med børn på, og det er nogle af de stunder, man altid husker. Når man lå puttet godt under dynen eller sad i sofaen med et glas saft, og der blev læst højt, er nogle barndomsminder, som – heldigvis – rigtig mange har.

Der findes ikke meget, der er lige så hyggeligt som højtlæsning. Børnene elsker det, og det gør de voksne rent faktisk også. Det er et lille afbræk fra hverdagens tumult, hvor man sidder sammen og hygger i nuet. Man er sammen på en fantastisk måde, hvor man deler en oplevelse og tager på rejse, uden at forlade hjemmets fire vægge. Man kan opleve utrolige ting og møde de mest interessante mennesker sammen bare ved at åbne en bog.

Med en højtlæsningsbog eller en elsket favorit, der bliver læst højt igen og igen, får man via denne oplevelse også noget hyggeligt, sjovt, spændende eller fantastisk – alt efter bogen – at snakke om i form af en fælles oplevelse.

Børnelæsning

Klassisk læsning for de små

Nogle af de bedste børnebøger har ingen alder, og kan læses uanset om man er 7 eller 57. Det samme gælder eventyr. C. S. Lewis, der er forfatteren til de populære Narnia-bøger, skulle efter sigende have sagt at ”en dag bliver man gammel nok til at læse eventyr igen” ligesom han også har udtalt, at der ikke er en bog, som er værd at læse som 10-årig, som ikke også er værd at læse som 50-årig eller ældre.

Blandt de historier, vi alle kender herhjemme i Danmark, er jo H. C. Andersens fantastiske eventyr. Uanset alder kan man finde noget særligt i f.eks. Den grimme ælling, Den lille havfrue eller Den lille pige med svovlstikkerne, og det er en del af det, som gør dem til de tidløse fortællinger, de er.

Uanset om det er eventyr, klassiske børnebøger eller de helt nye børnebøger, glemmer vi aldrig de historier og fortællinger, som var med til at skabe vores barndom, og det er der, at børnebøger kan noget helt specielt.

Related Posts